Med beslutningen den 4. november 2020 om at aflive alle mink i Danmark blev for første gang en stor erhvervssektor de facto nedlagt. Det var også første gang, at folkesundheden havde så stor vægt bag en væsentlig politisk beslutning. Folkesundheden og sundhedsmyndighedernes vurderinger og anbefalinger var altafgørende i beslutningerne. Det har dog også været et forløb, hvor man ikke kunne trække på erfaringer fra tidligere og tilsvarende situationer. Det gjorde det vanskeligt at træffe beslutninger, og det gav et noget ustabilt og ikke særlig kønt forløb: Bekæmpelsesstrategien blev ændret flere gange og var i fem forskellige faser. De skønnede omkostninger ved nedlukningen steg, og afvejningen mellem fordele og ulemper var mangelfuld. En meget vigtig begrundelse for aflivningen – frygten for mutationer og dermed svækkelse af fremtidige vacciner – var tilsyneladende ubegrundet. Den vel nok største politiske sag under hele minkforløbet var den manglende lovhjemmel bag beslutningen om aflivning af alle mink. Hele forløbet medførte en række yderligere diskussioner, herunder omfanget af aflivningerne, de samfundsøkonomiske omkostninger, værdifastsættelsen af indkomsttabene og forbud mod fremtidig minkavl.