Adgang til jord er en afgørende faktor for pastoralisters subsistens. Adgang til store landområder er desuden en forudsætning for pastoralisters langsigtede modstandsdygtighed over for de klimaændringer, der i særlig høj grad påvirker områder, hvor mange pastoralister lever, som f.eks. de tørre og halvtørre områder i Kenya.Det antages ofte, at pastoralisters’ fælles lovbestemte rettigheder til jord er en garanti for deres overlevelse både som individer og som lokalsamfund. Imidlertid er der mange steder i verden en udvikling i gang, der stærkt favoriserer individuel privat ejendomsret. Samtidig er der dog nogle steder dukket nye tendenser op i retning af at sikre pastoralisters adgang gennem lovgivning, der har til hensigt at sikre deres kollektive ejendomsret. Om hvorvidt lovbaseret kollektiv ejendomsret er tilstrækkeligt til at sikre pastoralisterne den adgang til jord, de har brug for, er imidlertid et omdebatteret videnskabeligt spørgsmål. Afhandlingen bidrager til den teoretiske debat om fordele og ulemper ved kollektiv privat ejendomsret i forhold til at sikre pastoralister den adgang til jord de har brug for, for at opretholde deres produktionsformer og traditionelle levevis. Specifikt undersøger afhandlingen ”the Community Land Act,” som er en lov, der blev vedtaget af et Kenyanske parlament i 2016, og processerne omkring dens implementering. Loven har til hensigt at beskytte blandt andre pastoralisters adgang til jord ved at give dem kollektiv ejendomsret, og ved at give dem øget indflydelse gennem decentralisering. Spørgsmålet er, hvordan implementeringen af denne lov har påvirket pastoralisters adgang til jord. Teoretisk baserer afhandlingen sig på ”access theory”, teori om decentralisering og teori om klimatilpasning og modstandsdygtighed. Empirisk baserer den sig påkvalitativt feltarbejde blandt pastoralister i Samburu County, Kenya. Resultaterne fra feltarbejdet viser, at implementeringen af ”The Community Land Act” har vidtrækkende konsekvenser både for pastoralisternes levevis, for deres produktionsmåde, og for deres modstandsdygtighed, men også at konsekvenserne er meget anderledes, end det kunne forventes. I stedet for at sikre pastoralisterne adgang til jord og støtte op om deres traditionelle produktionsmåder og levevis, skubber loven til den igangværendeprivatiseringsproces, og underminerer pastoralisternes traditionelle institutioner. Der er mange faktorer, der bidrager til dette. For det første skaber loven nye institutioner, hvis funktioner overlapper med pastoralisternes egne traditionelle institutioner. Det skaber spændinger og konflikter mellem det nye og det traditionelle system. For det andet bevirker loven, at pastoralister i mange lokalsamfund beslutter sig for at underopdele de kollektive jordområder, og overgå til privatiserede og individuelle jordlodder.Afhandlingen viser de forskellige mekanismer, der fører til denne udvikling, og som ofte er uden for pastoralisternes egen kontrol. I processen med opdeling af jord skabes der, for det tredje, nye former for eksklusion, som også har stort konfliktpotentiale. Endelig viser afhandlingen, at den nye lov har forskellige konsekvenser for forskellige grupper af pastoralister. For pastoralistkvindernes vedkommende, har den nye lovgivning betydet, at de følger nye strategier i form af substitution og forhandling for at sikre sig adgang til jord, og dermed for at overleve. Der er dog også tegn på, at den nye lovgivning kan åbne op for nye muligheder for netop kvinderne gennem nye muligheder for repræsentation. Konklusionen er, atlovgivning, der fører til formalisering af kollektive jordrettigheder på ingen måde garanterer pastoralister adgang til den jord, de har brug for, og kan have den stik modsatte virkning. En vellykket implementering af jordlovsreformer afhænger som minimum af, at sådanne reformer ikke skaber nye omfattende former for eksklusion, og at processen tager hensyn til og bygger på pastoralisternes egne institutioner ogværdisystemer.