Den europæiske sukkerindustri har gennem flere årtier været relativt beskyttet fra udenlandsk konkurrence. Med reformerne af EU‘s landbrugspolitik er sukkersektoren nu som den sidste store sektor liberaliseret, og det har medført betydelige strategiske tiltag og forandringer – både blandt sukkerroedyrkere og i sukkerindustrien. Ud fra et rent teoretisk grundlag kan der forventes en række tilpasninger og forandinger som følge af liberaliseringen: Stigende koncentration, konsolidering, internationalisering, international handel, international konkurrenceevne samt international specialisering er nogle af de forventede
forandringer.
Udviklingen i EU‘s landbrugspolitik og specifikt sukkerreformen i 2006 samt bortfald af sukkerkvoter i 2017 medførte en markant omlægning og reduktion af landbrugsstøtten. For sukkersektorens vedkommende faldt arealet til ca. 1,5 mill. ha. under reformårene. Nedgangen i arealet skal ses i lyset af, at kvoter blev opkøbt, og at flere lande helt ophørte med at dyrke sukkerroer. Reformen af markedsordningen for sukker havde blandt andet – direkte eller indirekte – til formål at gøre sukkerindustrien mere konkurrencedygtigt. EU-Kommissionen indførte en omstruktureringsordning, som via tilskud var med til at fremme tilpasningen. Ved at fremme strukturtilpasningen og konsolideringen kunne der skabes mere effektive virksomheder, som kunne udnytte stordriftsfordele, og som kunne producere med lavere stykomkostninger.
Det kan konstateres, at EU‘s sukkerindustri havde en forstærket strukturudvikling og produktivitet under EU-reformen, og at reformens hensigt om at styrke sektorens konkurrenceevne i et betydeligt omfang er opnået. De mest konkurrencedygtige områder har fået en stigende andel af den samlede sukkerproduktion i EU. Andelsejet ser ud til at have klaret sig i reformperioden og har fastholdt eller øget markedsandelene. Den internationale specialisering inden for EU er styrket, og ophævelsen af landekvoterne i 2017 vil forstærke denne tendens. Alt i alt vurderes det, at strukturtilpasning, internationalisering og produktivitetsfremme har ydet de største bidrag til sukkerindustriens konkurrenceevne i de seneste årtier. EU-Kommissionen vurderer selv, at den samlede stigning i konkurrenceevnen for EU’s sukkersektor, der er opnået ved reformen, er åbenbar, og Kommissionen er af den opfattelse, at de ønskede mål er blevet opfyldt fuldt ud. Kun tiden kan vise, om tilpasningen og den styrkede konkurrenceevne er tilstrækkelig til at fastholde eller udvide markedsandelen samt sikre et markedsmæssigt afkast til alle led i værdikæden.